Design
Toppenberg Maskinfabrik A/S har en struktur, der muliggør projektgennemførelse hos kunden fra tanke til realitet.
Designafdelingen har per tradition gennemført projekter indenfor den lidt sværere industri såsom cementfremstilling, tagpladefremstilling, kraftværker, metalstøberier og affaldshåndtering. Projekterne kan have et omfang lige fra en enkeltstående maskine til et større afsnit af et kompliceret procesanlæg. Designafdelingen tegner i Autodesk Inventor 3D eller Mechanical, Autocad 2D.
Et typisk projekt opstår, når der hos kunden er et behov for en ændring eller en udbygning af et eksisterende procesanlæg. Kunden har en ide om, hvad ændringen kunne bestå i, og har ofte et dybtgående kendskab til den omliggende proces. Allerede på det her tidlige stadie i projektet er Toppenberg Maskinfabrik A/S interesseret i at blive koblet på projektet, og kan tilbyde det hele eller dele af projektforløbet beskrevet nedenfor.
Projekter forløber normalt i følgende faser:
Forprojektering.
Der aftales en ramme for, hvad forprojektet skal munde ud i. Meget ofte udarbejdes der flow-sheet og lay-out, foretages kapacitetsoverslag og indhentes budgetpriser. Forprojektet har til formål at sandsynliggøre, at mekanikken geometrisk kan være der, kapacitetsønskerne kan honoreres og økonomien kan holdes indenfor en nærmere angivet ramme. Forprojektet danner herefter grundlag for en bevillingsansøgning hos kunden.
Et vigtigt led i processen er, at interessenterne hos kunden bliver inddraget på et tidligt tidspunkt. Lay-outet tegnes derfor mest hensigtsmæssigt op i 3D og vises på stor skærm hos kunden for interessenterne, hvorved løsninger og pladsforhold kan nærstuderes.
Detailprojektering
Anlægget tegnes herefter op i fremstillingstegninger, samlingstegninger og montagetegninger. Der foretages risikoskøn af anlægget på et tidligt tidspunkt i projektforløbet, jævnfør Maskindirektivet. Afslutningsvist laves udbudsmateriale bestående af komplet dokumentation og udbudsbrev. I tilbudsfasen afholdes der et orienteringsmøde, der typisk udmønter sig i supplerende rettelsesblade.
Fremstilling
Toppenberg Maskinfabrik A/S har plade- og maskinværksted og kan fremstille de fleste pladedele og maskindetaljer på eget produktionsudstyr. Større stålkonstruktioner fremstilles ind imellem hos samarbejdspartnere i Østeuropa for at opnå en konkurrencedygtig pris.
Ved fremstilling hos anden leverandør tilbyder designafdelingen bygherrerådgivning i fremstillingsforløbet med f.eks. kvalitetskontrol, tidsstyring mm.
Montage
Toppenberg Maskinfabrik A/S råder over erfarne montører. Designafdelingen tilbyder montageledelse uanset, om det er egne montører, der foretager montagen. Assistance med test og indkøring er en naturlig fortsættelse af montagen.
Projektadministration
I forbindelse med gennemførelse af projekter er der administrative opgaver, som den enkelte kunde i nogle tilfælde ikke har kapacitet til selv at kunne klare. Det er f. eks. udarbejdelse af tidsplan og fremstilling af teknisk dossier, jævnfør Maskindirektivet. Afholdelse af projekt- bygge- montage- og sikkerhedsmøder er andre opgaver, og endelig er det fremstilling af as-build dokumentation.
De fleste projekter afsluttes med en overdragelse af dokumentationen til produktionsafdelingen.